Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagens gang

Når institutionen åbner kl. 6.00, starter dagen fælles i vuggestuen.

Frem til ca. kl. 8 kan jeres barn få morgenmad i institutionen. Hvis barnet ikke har spist hjemmefra, bedes I selv gøre opmærksomme på det. 

Omkring klokken 8 åbnes afdelingen med børnehaven og Storebasen.

Ved 9-tiden kan alle institutionens rum åbnes, og legepladsen kan som regel tages i brug. Huset åbnes op i takt med at personalet møder ind.

Om formiddagen får børnene lidt brød og frugt, så de har energi til formiddagens aktiviteter. Formiddagen går med aktiviteter inde og ude fx ture i de nære omgivelser. Vi prioriterer, at børnene opdeles i mindre grupper, så vi kan bevare nærheden til det enkelte barn i børnegruppen og samspillet mellem børnene samt være opmærksomme og følge op på børnenes egne initiativer. 

Vuggestuen og børnehavens indretning tilbyder forskellige læringsmiljøer (fx rytmikrum og værksted), så det er tydeligt for børnene i hvilke rum, de kan lave hvilke aktiviteter. De kan således selv søge den aktivitet de har lyst til, og det meste legetøj er tilgængeligt, så de selv kan tage det frem. Dagligdagens aktiviteter foregår hovedsageligt inden for grupperne, men også på tværs.

I løbet af dagen foregår der en vekselvirkning mellem planlagte og spontane voksenstyrede aktiviteter og leg samt aktiviteter og samvær blandt børnene på børnenes egne initiativer. Ture og voksenstyrede aktiviteter foregår primært om formiddagen fra kl. 10.

Dagligdagen i vuggestuen består i høj grad af nærvær og samvær - også omkring de dagligdags rutiner. Børnene spiser frokost omkring kl. 11 i vuggestuen og i børnehaven ved 11.30-tiden. Måltidet foregår i mindre grupper, så det er muligt at samtale med børnene og skabe et rum for læring af færdigheder samt social og kulturel dannelse.

Vi prioriterer at bruge tid på, at børnene kan øve sig i at blive bedre til selv at mestre færdigheder og blive selvhjulpen.

Ved 12-tiden er det putte-tid for vuggestuebørnene, hvor børnene inddrages og støttes i at klæde sig af, hente ble, gå på toilettet. De yngste børn sover udendørs i krybber og barnevogn, de større sover på senge indenfor. Børnene spiser eftermiddagsmad i deres grupper på baserne, efterhånden som de kommer op efter middagsluren. I de øvrige rum leger de børn, der har spist og i alrummet hjælpes børnene med at tage tøj på. 

Mellem kl. 12.30 og 14.30 leger børnehavebørnene ude eller inde, imens personalet afholder pauser eller møder. Vi prioriterer, at børnene kommer ud hver dag, om formiddagen, midt på dagen og/eller eftermiddagen.

Ved 14-tiden spiser børnehave eftermiddagsmad. Det foregår i alrummet som et cafe-måltid, hvor børnene må vente til der er plads ved bordet. Eftermiddagen går med leg ude og inde. 

Efter klokken 16 er der 4 voksne tilbage i institutionen, så kun få rum vil være åbne. Personalets opmærksomhed skal her være særligt rettet imod de børn, der er tilbage, så det er ikke altid muligt for personalet at tale med forældre på dette tidspunkt. Der vil typisk være en medarbejder i alrummet, som kort kan fortælle, hvordan barnets dag har været. Ved 16.30-tiden samles vuggestue- og børnehavebørnene i en af afdelingerne afhængigt af, hvad der er hensigtsmæssigt den pågældende dag.