Børnehuset Sølund er en integreret daginstitution med 86 børn i alderen 0-6 år - 36 vuggestue- og 50 børnehavebørn. Vi bor på Ryesgade på Indre Nørrebro og har en udflytterbørnehaveafdeling i Jægerspris.
Sølund ligger ved Søerne på grænsen til Østerbro og Indre By og vi har derfor børn fra flere forskellige bydele udover lokalområdet på Nørrebro.
Sølund hører til Guldberg Skoles distrikt og arbejder sammen med skolen, fritidsinstitutionen og de omkringliggende institutioner om børnenes overgange.
Børnehuset Sølund er bygget sammen med Plejecenter Sølund, som vi samarbejder med om traditioner, rytmik og sang.
Sølund har 19 engagerede ansatte – uddannede og uuddannede, mænd og kvinder, unge og ældre, nye og erfarne – heraf en kerne af ansatte, som har været med til at fastholde og udvikle Sølunds pædagogiske principper og fundament gennem mange år.
Sølund har desuden en samarbejdsvillig og engageret forældregruppe, som indgår i tæt samarbejde om deres børns trivsel, udvikling, læring og dannelse.
I Sølund har vi organiseret vuggestuebørnene i 3 aldersopdelte grupper: Lille-, Mellem- og Store-basen. På den måde tilgodeses det enkelte barns og børnegruppernes trivsel, udvikling og relationer bedst.
Børnehavebørnene er opdelt i to aldersintegrerede grupper, som på skift er 14 dage hjemme på Nørrebro og 14 dage i vores udflytterbørnehave på landet.
Sølund er en daginstitution i ét plan med to afdelinger og med direkte adgang til legepladsen gennem en stor fælles garderobe. Indretningen og strukturen giver mulighed for børnenes fri bevægelse og rummene er funktionsopdelt, så de tilbyder børnene forskellige læringsmiljøer afstemt efter alder og børnesammensætning.
Børnene har mulighed for at bevæge sig imellem og ”besøge” de to afdelinger, så vidt det hensigtsmæssigt for de børn der hører til i afdelingen.
Legepladsen er lettilgængelig og et læringsmiljø, som er åbent så meget, som det er muligt i løbet af dagen.
Vi vægter det gode børneliv højt, hvilket for os handler om:
- det levede liv i nuet fyldt af fordybelse i leg, samvær, relationer og aktivitet
- en ustresset udfoldelse af samspil i relationer og mellem mangfoldige personligheder
- at blive respekteret for den man er og kunne udvikle sig i samspil med voksne og børn i små og store fællesskaber
- et liv med tryghed og beskyttelse samt tilpasse udfordringer i samspil med nærværende, kærlige og empatiske voksne
- en frihed til selv at kunne vælge og kunne bevæge sig frit inden for tydelige rammer
- en mulighed for at mødes på tværs af aldre og knytte venskaber
Legen og børnenes personlige og sociale udvikling har et særligt fokus i Sølund.