Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores værdigrundlag

Vores grundlæggende værdier i Sølund er ligeværdighed, respekt, fællesskab og mangfoldighed.

Ligeværdighed og respekt:

I Sølund har vi et helhedsorienteret syn på barnet og familien. Barnet kan ikke forstås isoleret, men skal betragtes som et væsen med en personlighed, som er præget af dets unikke familie, og som udvikles i samspil med de nære relationer, det indgår i i familien.

Det er vigtigt for os i Sølund, at ethvert barn og dets familie mødes med ligeværdighed og respekt. Vi respekterer barnets og familiens integritet dvs. den særlige personlighed barnet har og den familie det er en del af.

Med ligeværdighed forstår vi, at alle mennesker er lige meget værd. Forholdet mellem barnet og den voksne eller gensidigt mellem voksne bør altid være ligeværdigt, uanset at forholdet ikke nødvendigvis altid er jævnbyrdigt.

Vi har en anerkendende tilgang til det enkelte barn og den enkelte familie.  At det enkelte menneske og den enkelte familie mødes med respekt, betyder for os, at barnet - og forældrene - bliver anerkendt som ekspert på sin egen oplevelse, og at man oplever at blive taget alvorligt (blive set, hørt og forstået) ud fra sit eget perspektiv. Gennem denne anerkendende tilgang er det vores overbevisning, at barnet lærer at respektere sig selv, andre mennesker og deres grænser og behov.

Voksne besidder magten til at bestemme og styre grænserne for børns medbestemmelse. Vi er derfor nødt til i respekt for barnet vedvarende selv og med hinanden at reflektere over, hvordan vi forvalter den magt. Det lille barns medbestemmelse er i særlig grad afhængig af den voksnes evne til at se, læse og forstå barnets behov og intention. Derfor bør relationen mellem barnet og den voksne være præget af åbenhed, nærvær og engagement. Det er den voksnes ansvar og vurdering, hvor meget et barn magter at bestemme i forhold til sin udvikling.

Fællesskab:

Vi har en grundlæggende overbevisning om, at mennesket som udgangspunkt er et socialt væsen og har en iboende trang til at indgå i fællesskab med andre.

Ifølge Daniel Stern fødes barnet med stærke kommunikative evner og en drivkraft til at indgå i relation med sine omgivelser. Det er i relationen og samspillet med betydningsfulde voksne, at barnet spejles og at barnets tilknytningsstil, selvforståelse og personlighed opbygges.

Fællesskaber og venskaber har altid været højt prioriteret i Sølund. At være en del af et fællesskab og have et tilhørsforhold har betydning for forståelsen af sig selv og oplevelsen af at have betydning for andre. Derfor er det vigtigt, at barnet føler sig som en del af institutionens store (institutionen, børnehave/vuggestuen) og små (baser, venskabsgrupper) fællesskaber samt, at familien oplever at føle et tilhørsforhold til institutionen. Udviklingen af barnets personlige, relationelle og sociale kompetencer har således altid været de vigtigste omdrejningspunkter i vores arbejde med børnene trivsel og udvikling.

Mangfoldighed:

Mangfoldighed forstår vi som forskellighed. Vi lægger vægt på at se hinanden som de forskellige mennesker vi er med forskellige ressourcer, kompetencer og personligheder, præget af forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Forskelligheden indbyder til flere perspektiver og udvider både børns og voksnes måder at anskue og forstå omverdenen på.

I Sølund er der ingen intentioner om at tilpasse nogen til et særligt fællesskab, men at give plads til at barnet kan gives mulighed for deltagelse i institutionens små og store fællesskaber med respekt for barnets integritet.