Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ledelsesstil og organisering

I Sølund har vi en demokratisk ledelsesstil, som tager udgangspunkt i Børne- og Ungeforvaltningens værdigrundlag: tillid, respekt, ligeværdighed og dialog.

Medansvar, medindflydelse og medbestemmelse samt dialog er vigtige nøgleord i samarbejdet. Forskellige ansvar og opgaver er uddelegeret, og personalegruppen inddrages i relevante beslutningsprocesser.

I Københavns Kommune er daginstitutionsområdet organiseret i klynger, og Sølund er en ud af 5 enheder, som samlet udgør én institution/organisation. 

Hver enhed (den enkelte institution) har en TRIO-gruppe bestående af den pædagogiske leder, Arbejdsmiljørepræsentanten og Tillidsrepræsentanten.

I Sølund udgør den samlede personalegruppe det lokale MED og personalemøderne er det forum, hvor der tages fælles beslutninger.

Personalet i huset er opdelt i afdelinger og teams og er en blandet gruppe af uddannede og uuddannede, unge og ældre, nye og erfarne samt mænd og kvinder.

En børnehaveafdeling med 7-8 voksne fordelt på to grupper á 25 børn

En vuggestueafdeling med 9-11 voksne fordelt på 3 baser med "skæv" fordeling af børnene på baggrund af børnenes alder, udviklingsniveau og behov. 

I vuggestuen er det den aktuelle børnesammensætning, der afgør hvor mange voksne, der er på hver base.

Den daglige organisering foregår i 3 teams:

Et team om de to baser: 

Lille-basen (ca. 1-1,5 år)  

Mellem-basen (ca 1,5-2 år)

Et team om baserne:

Storebasen (2-3 år; før-børnehave gruppe)

Gr1/Gr2 på skift

Et team i Udflytteren:

Gr1/Gr2 på skift

Udflyttergruppen har derudover et samarbejde med institutionen Krummerne, som vi deler udflytteren med.

Vuggestuebaserne er aldersopdelte, hvilket betyder, at børnene flytter base flere gange i løbet af deres tid i institutionen. Børnene følges med deres jævnaldrende "venner", hvorfor det er et vigtigt fokuspunkt i vores hus og pædagogik at understøtte udvikling og vedligeholdelse af børnenes gode samspil og relationer frem for en afhængighed af særlige voksne.

Vi kalder rummene for baser, for at tydeliggøre, at vi ikke har stuer i traditionel forstand. Store børn er velkomne på de små børns base; det er dog på de små børns præmisser, når de store leger dér. Det samme gælder, når de små leger og er til stede på Storebasen og børnehavens rum.

Børnehavebørnene er opdelt i aldersintegrerede grupper, da det bedst imødekommer vores pædagogiske princip om, at børnene gennem fællesskaber lærer og gør sig erfaringer gennem samvær med hinanden små som store. Med aldersintegrerede grupper får børnene i deres udflytterperioder også denne mulighed.

Personalet er organiseret i to teams i hhv. højre og venstre fløj af huset

At personalet arbejder i teams betyder, at teamet dagligt samarbejder om rutiner og aktiviteter i deres afdeling. Der arbejdes ligeledes på tværs af huset efter devisen at ”alle børns trivsel og udvikling er alles anliggende”. Personalet er således knytte til særlige aktiviteter med egen børnegruppe, men fordeler sig i forhold til dagens aktiviteter i og uden for huset.

For at tilgodese børnenes fri bevægelighed har enkelte voksne til opgave at holde overblik og være til rådighed med hjælp og omsorg i alrummet således, at andre kan fordybe sig i aktiviteter med børnene på baserne, i værkstedet, på legepladsen og på ture.